Artikler om oldtidsveje

Resumé

Hulvejene i Præsteskoven ned mod Sortemosen i vestenden af Farum Sø er det eneste håndgribelige spor af et vejstrøg, der siden den tidlige bondestenalder har ført fra Køge- og Roskildeegnen op til bygderne ved Nordkysten. Linjer af gravhøje fortæller, at vejene gik her i vestenden, indtil man hævede vandstanden med mølledæmningen ved Fiskebæk omkring 1370.

Denne nordøstgående vejføring var en del af et netværk af veje mellem bopladserne, der i dag røbes af dysser og gravhøje. De første vejstrøg opstod allerede i tidlig bondestenalder – senest omkring 3500 år før Kristus – som et netværk mellem bopladser og samlingspladser. I løbet af de næste 500 år blev omkring 20.000 storstensgrave opført over hele landet. De fleste blev opført nær veje og vadesteder over åerne, hvor de kunne ses af alle. De danner rækker gennem landskabet, som senere blev suppleret af bronzealderhøje langs vejstrøgene over højdedragene. Den gennemgående rute mod nordøst gennem Nordsjælland fulgte så vidt muligt vandskellene, men da hovedvandskellet mellem Øresund og Roskilde er meget snoet, måtte man skyde genvej over vadesteder ved længere åer, som Hove Å, Værebro Å, Mølleå og Nivå.

Gravhøjenes spor
Allerede Nationalmuseets direktør, Sophus Müller, gjorde i 1891 opmærksom på, at mange dysser og gravhøje i Jylland lå på rækker, og at mange af disse pegede mod vadesteder over åerne. I 1927 skrev Vilhelm la Cour doktordisputats om de sjællandske højrækker – men hans rekonstruktion holdt ikke i Nordsjælland, da han ikke kendte højrækken i Ganløse Orned, som først blev registreret senere. Han mente, at rækkerne skyldtes bygdeveje fra bronzealderen. Siden steg det videnskabelige og kritiske niveau inden for arkæologifaget. Teorier som denne blev skubbet i baggrunden. Først med Mogens Schou Jørgensens arbejder i 1990’erne – siden suppleret af Torben Egeberg og unge jyske forskere – er teorien blevet sandsynliggjort på overbevisende måde. Det var især Skjern Å-projektet, det arkæologiske Skelhøjprojekt og digitaliseringen af fundkortene, som satte gang i en udvikling, hvor man nu må erkende, at højrækkerne går tilbage til ca. 3500 før Kristus.

Forklaringen er enkel og logisk. Da vore forfædre slog sig fast ned for at dyrke jorden, blev der behov for at færdes i mere faste ruter mellem bopladser i rydninger. Disse ruter blev fastfrosset af overgangsmulighederne over ådalene. Indtil da var vandvejene de eneste faste ruter. Når man fik trang til at demonstrere samfundets magt med imponerende gravminder, var intet mere naturligt end at placere dem ved vejene, hvor flest muligt så dem. Der er intet kontroversielt i det, hvis man blot husker, at vi taler om brede vejstrøg bestående af vekslende mudrede vejspor – ikke om anlagte veje. Først i middelalderen begyndte man at anlægge og vedligeholde veje – ud over vadestedernes sten, vaser og bjælker.

HoejeswVil man rekonstruere de gamle vejstrøg, er det dog ikke nok at se på gravhøje. Man må kombinere højrækkerne med vadestedsmuligheder, vådområder, hulveje og højdekurver. Ved Skjern Å brugte man tillige luftfotos, jordradar, fosfatanalyser, udgravning etc.

Rekonstruktion af Nordsjællands vejstrøg
I Nordsjælland kendes ca. 2000 nuværende eller tidligere gravhøje. Da de fleste er registreret af Nationalmuseets sogneberejsere allerede i 1800-tallet, er mønstret antageligt nogenlunde repræsentativt uden for den tids små byområder.

Halvdelen af højene ligger i Nordsjællands sydvestlige kvadrant, som i løbet af oldtiden ændrede sig fra skov- til sletteland. Vejforløbet blev kraftigt styret af vådområderne i de store tunneldale. Det har derfor især været muligt at rekonstruere en del vejstrøg i dette område, som danner et netværk med et par gennemgående korridorer (kortet th.). En optælling har vist, at 71% af gravhøjene ligger inden for 300 meter fra disse linjer, hvilket må siges at være en signifikant sammenhæng. Selv de tidlige langdyssers retning følger de fleste steder disse linjer. Kun ganske få steder falder stenalderens og bronzealderens linjer ikke sammen – og det viser sig endda, at disse linjer ofte går igen i den nyere tids vejnet, selv om en del af fastlåsningen blev ophævet med middelalderens broer og dæmninger. Rekonstruktionen er dog forbundet med stor usikkerhed. Der har været mange andre spor i landskabet, og de har ændret sig med tiden.

Vandskelsvejen, som den kaldes, gik fra Sydsjælland og det vigtige vadested ved Gl. Lejre til en stor bygd ved Nordøstkysten og senere mod overgangen til Skåne. Man har som sagt søgt at færdes nær hovedvandskellet mellem Øresund og Roskilde Fjord (kortets røde linje), hvor åerne ikke var så vandrige. Vejsporene fra Syd- og Vestsjælland samles ved den store Hvedshøj, nord for Roskilde, hvorfra en linje af stenalderanlæg og en anden linje af bronzealderhøje i kilometer øst herfor fører frem til Gammelvad over Værebro Å – senere flyvestationens sydvestlige port ved Måløv. Vejen fortsatte over Lånshøj, Ryethøj og Kong Volmersvej mod Bregnerød og Tokkekøb Hegn.

Nord for Farum kom man ind i Nordøstsjællands skovområde med relativt dårlige jordbundsforhold. Frem mod den nordlige bygd møder man kun gravhøjene i Bregnerød og de markante spor af linjer med stenalderdysser i Tokkekøb Hegn, hvorefter sporene opløses. De fører antageligt mod Hesselrød, hvor man kan have krydset Nivåen. Der er overraskende få bronzealderhøje i det indre Nordøstsjælland. På det tidspunkt synes gravhøjene at have ligget i den rige bygd fra Dyrehaven til Hørsholm, og inde i slettelandet til Solevad nord for Lynge, hvor de 6 berømte bronzelure blev fundet i en mose i 1800-tallet.

Oldtidens vejstrøg på Furesø-egnen
Hulvejskort2Vejsystemerne har ligget mest fast ved den vanskelige passage af Mølleåens tunneldale og Værebro Å, så de grundlæggende undersøgelser er foretaget i Furesø Kommune, hvor vejføringen er åbenlys. Farum og Værløse har oprindeligt ligget, hvor Mølleåen blev krydset af et hovedvejstrøg.

Den mest tydelige overgang ses i dag ved vestenden af Farum Sø (th.), hvor den tidlige bondestenalders storstensanlæg (grønne) og 12 store hulveje (røde) peger ned mod overgangen ved fortidens søbred. De gode bevaringsforhold skyldes, at hulvejsmønsteret blev fastfrosset, da man ophørte med at bruge vejen i middelalderen – og siden er området beskyttet som fredet og sidst også Natura 2000 område.

Fra stenalder til vikingetid synes bopladserne på Værløsesiden først og fremmest at have ligget på højdedraget ved Ryget Skovby, hvor vejen passerede. Her er der bl.a. fundet et høvdingesæde fra romersk jernalder. Bygden lå på grænsen mellem de nordøstlige skove og de store landbrugssletter mod sydvest. Den fik derfor navnet Witherløse, hvor første led betød ”skov” og andet led betød noget i retning af ”lysåben græsslette”. På Farumsiden synes overgangen i tidlig bondestenalder at være knyttet til en samlingsplads på et “næs” ud i Mølleådalen på Gedevasegårds mark. Senere har Farum bestået af spredte gårde, som flyttede sig lang vejene – og navnet betyder da også ”Stedet ved vejen”. Stort set alle bopladsfund i Furesø Kommune er gjort ved de rekonstruerede oldtidsveje.

En anden vej gik fra Tingbjerg-området over Fiskebæk – den senere Frederiksborgvej. Ved Bregnerød krydsede den Vandskelsvejen og gik op mod Arresø. Hertil kom nogle tværgående veje mellem det tætbefolkede område ved Roskilde Fjord og en stor bygd, som lå ved Øresund frem til Kristi fødsel. Den senere Frederikssundsvej drejede den gang fra Måløv over Harevad til Dyrehave-området, mens en anden gik via Solevad og Bregnerød til Vedbæk-egnen. En del veje synes at have krydset hinanden ved Solevad nord for Lynge.

Middelalderens veje på Furesø-egnen
Broen ved Værebro og siden den lille købstad ved Slangerup ændrede færdselsmønstret mellem nord og syd. Først kom den vigtigste vej til at gå fra Roskilde over Værebro og vandskellet ved Bastruptårnet til Helsingør, og siden gik den over Slangerup. Vejen vest om Farum Sø svandt i betydning og kunne lukkes, da Roskildebispens mølledæmning ved Fiskebæk omkring 1370 hævede vandstanden i Farum Sø, så Sortemosen opstod mod vest. I stedet blev overgangen lettere i øst ved Fiskebæk-dæmningen, hvilket skete samtidig med flytningen af rigets vægt mod København. Det førte til en opblomstring af ”Frederiksborgvej”, hvorved København blev Furesø-bøndernes vigtigste marked.

Hovedveje1500På den tid var der for længst kommet en vej fra Måløv over Ballerup mod sydøst til København – ikke som en ”Frederikssundsvej”, men bl.a. som en vej mellem København og Slangerup. Den gamle vej over Harevad blev dog fortsat brugt – nu bl.a. af Roskildebispen som vej til bispens borg, Hjortholm, ved Frederiksdal og Farumgård. Herfra styrede bispen sine østlige besiddelser og møller. Det er antageligt derfor, der visse steder er fundet stenlagte spor gennem Hareskoven.

Vejnettet i Hareskovene blev omlagt til parforcejagtveje i renæssancen og svandt i betydning, men den tværgående Kulhusvej til Frederiksdal blev først lukket i nyere tid. Det samme gælder den nordgående vej fra Smørum over Bringe, Kirke Værløse og Hestetang, som havde afløst den gamle Vandskelsvej lokalt. Den blev først afbrudt af udvidelserne af Værløse Flyveplads i 1954.

5500 års infrastruktur
Furesø-sognene har altså i 5.500 år ligget ved vigtige færdselsårer – og endnu længere ved vandveje. Strukturen var relativt fast, men ikke statisk, idet Københavns opståen som centrum med en ”købstadsring”, Roskilde, Slangerup, Hillerød, Helsingør, omkring sig allerede i sidst i middelalderen ændrede færdselsmønstret og skabte den struktur, som i 1947 kunne nedfældes i Fingerplanen.

Artikler om oldtidsvejene:
1. Uddybende artikel om oldtidsvejstrøgene med kilderhenvisninger (pdf).
2. Torben Egebergs artikel om Høj og Vad-projektet ved Skjern Å.

28/4 2012 Troels Brandt

Furesoeoldtidsveje