Søndersø og Jonstrup

1 1 2 3Topmenu

1Jonstrupkortv1
Vest
1Jonstrupkorto

Øst
Oldtidsstilegend

Soendersoe
Søndersø

Generel beskrivelse

Oldtidsstien Søndersø og Jonstrup
Oldtidsstien ved Søndersø og Jonstrup er en blandt flere oldtidsstier på Furesø-egnen. Turen ad stien, markeret på kortet med rød stiplet signatur, kan fx begynde ved Eningshøj, der er en genopbygget gravhøj fra stenalderen, beliggende højt i terrænet med udsigt over Præstesø og Søndersø. Man kan også starte rundturen fra P-pladsen på Ballerupvej – ved indkørslen til Vandværket.
Langs stien er placeret 10 nummererede informationspæle, der markerer dysser, hulveje og andre fortidsminder samt kulturspor (se kort). Hvis du vil vide mere, når du står ved en pæl, kan du ringe til telefonnummeret på pælen, efterfulgt af pælens nummer, eller læse på Oldtidstifondens hjemmeside www.oldtidsstier.dk.
På kortet er med violet stiplet signatur markeret stier, som giver mulighed for kortere ture. Stierne er cykelegnede.Langs stien er har fonden placeret 10 nummererede informationspæle, som markerer steder af særlig interesse (se kort). Hvis du vil vide mere om, hvad du ser, når du står ved en pæl, kan du ringe til telefonnummeret på pælen (efterfulgt af pælens nummer) eller læse nedenfor på www.oldtidsstier.dk.

Se også Naturstyrelsens guide om Hareskovene.

Fortidens Jonstrup
Tilbage i oldtiden var det, vi i dag kender som Jonstrupområdet, dækket af urskov. For omkring 6000 år siden begyndte de første bønder i Danmark at fælde skov og dyrke den ryddede jord. Dette skete også i Jonstupområdet. Oldtidsbøndernes gravhøje eller dysser i Jonstrup Vang vidner herom.

Folder i pdf til brug for print.

Områdets egentlige historie begyndte i en tid, da kirke og adel var herrer. En stormand med navnet Jon byggede i tidlig middelalder en gård, formodentlig befæstet med volde, ved Søndersø og lod området opdyrke. Ifølge de historiske kilder ved vi, at området i 1370 havde skiftet ejer og nu tilhørte bispen i Roskilde. Efter reformationen i 1536 blev Jonstrupområdet krongods. Området omfattede en hovedgård, en bondeby og en vandmølle samt tilhørende jorder og skovområde. Som følge af brande blev hovedgården og bondebyen nedlagt engang i 1600-tallet.
Kongen indhegnede området og anvendte det som kongelig høeng uden adgang for områdets bønder. Ved landboreformerne og skovforordningerne omkring år 1800 blev området mellem nutidens Jonstrup Vang og Søndersø udstykket som kompensation til husmændene i de omkringliggende landsbyer. Jonstrup Vang blev en del af statens fredskove. Bondebyen med to gårde beliggende umiddelbart vest for Jonstrup Seminarium blev udgravet i 2008.

Rillesten
De såkaldte rillesten, man kan finde rundt omkring i skoven, er vidne om stenhuggernes arbejde. En overgang troede man, at rillerne havde en rituel betydning, og at de stammede fra oldtiden. Men nu ved man, at rillen var den gængse metode til at kløve store sten i tiden fra ca. 1600-1800. Stenhuggerne havde ikke megen fornemmelse for fortidsminder. Flere steder kan man se, at de har været i gang med at kløve stenene i højenes gravkamre og stenene langs højenes rand. Riller eller spor af riller fra mislykkede kløvninger afslører deres arbejde. Kløvningerne er lykkedes i de fleste tilfælde, og gravhøjene mangler de kløvede sten og er derfor ofte mere eller mindre ødelagte.

10 fortællinger – Søndersø og Jonstrup

20. Eningshøj
Eningshøj ligger højt i terrænet med udsigt over Præstesø og Søndersø. I højen fandt arkæologerne en stenkiste, en såkaldt hellekiste. I kisten fandtes skeletrester fra voksne og børn begravet i sen stenalder og tidlig bronzealder. Nogle tænder viser, at børnene var mellem fire og fem år. Eningshøj er en genopbygget gravhøj, oprindelig fra sen stenalder. Det er den sydligste af ni gravhøje, der i oldtiden lå som en nord-sydgående højrække hen over Værløse Vest området langs Vandskelsvejen.
Yderligere oplysninger kan læses på Furesø Kommunes tavle, som står ved krydset med de to stier, der afgrænser området ved Eningshøj. Eningshøj

21. Alugodgraven
I graven, som er fra omkring 230 e.Kr., blev der fundet skelettet af en ung kvinde gravlagt med meget fornemme gaver. Blandt fundene var et stort sølvsmykke, en såkaldt fibel, brugt til at holde tøjet sammen. Smykket er 10 cm langt. På smykket, som nu er udstillet på Nationalmuseet, er ridset to hagekors samt runeindskriften Alugod. Man mener, at dette er kvindens navn, og at hagekorsene var lykketegn.
Alugod er hermed den første på egnen, som træder ud af historiens anonymitet med sit navn ridset med runer på sit sølvsmykke. Kvindens fornemme gravudstyr viser ligeledes, at hun var af høj byrd, måske en fyrstedatter. Gravpladsen ligger ved Vandskelsvejen.
Alugod

22. Fortidens landskab på Flyvestationen og Vandskelsvejen
Flyvestationen er domineret af startbane og græsslette. Sletten er en smeltevandsslette fra sidste istid. Senere dannedes moser og enge. De blev afvandet af Lerbækken mod vest til den nu udtørrede Borup Sø ved Knardrup og af Fuglebækken mod øst.
På vandskellet mellem de to bække går et oldtidsstrøg, som sydpå passerede gennem landsbyen Bringe, der lå ved kontroltårnet, og løber videre til Gammelvad ved Måløv. Mod nord går oldtidsstrøget forbi Eningshøj. Oldtidsstrøget på Flyvestationens område er en del af et større oldtidsstrøg fra Roskilde/Lejre området vest om Farum Sø til Nordkysten og Helsingør. Oldtidsstrøget følger i store træk vandskellet mellem Roskilde Fjord og Øresund. Dette oldtidsstrøg kalder man Vandskelsvejen.
Lerbækken og Fuglebækken forsvandt ved dræning og opfyldning, da Flyvestationen oprettedes. I 1942/43 nedlagde tyskerne Bringe landsbys seks gårde. Vandskelsvejen, der var blevet til landevej, blev i 1952 afbrudt af den lange startbane.Sækken er en lille tunneldal, der er en gren på den gennemgående tunneldal, som udgør Mølleåen og Farum Sø. En tørvehængesæk opfylder nu tunnneldalen. Mod vest starter tunneldalen med en opstemmet sø, og mod nord er der en urørt elleskov. I midten er hængesækken næringsfattig med mange arter af tørvemos (spagnum) og andre sjældne arter fra næringsfattige plantesamfund. Tagrør er ved at invadere området. Sækken er spændende at færdes langs, men farlig at gå ud i. Der er målt 25 m tørv visse steder. Talrige fund fra stenalderen vidner om bosættelser omkring Sækken.

23. Skåltegnsstenen fra Jonstrup
Skåltegnsstenen findes ved en P-plads bag Jonstrup Seminarium. Ca. 35 meter nord for pælen med infoskiltet bag de store træer findes skåltegnsstenen sammen med fem andre sten i et skel. Stenen er forsynet med seks såkaldte skåltegn. Skåltegnene er små cirkelformede og afrundede fordybninger, som bronzealderfolket har indhugget i stenens overflade. Skåltegnene var helligtegn, som man mener symboliserede solen og frugtbarhed, der var en del af bronzealderens tro og kult. Skåltegnene findes ofte i forbindelse med begravelser. Skåltegnsstenen ligger næppe på sin oprindelige plads, men kommer fra et nærliggende område, sikkert et dyrket areal, hvor stenen har været i vejen.

24. Dyssekammer og tingstedet i Jonstrup Vang
Dyssekammeret er til venstre for stien, hvor der er ryddet en smal passage op ad bakken. Næsten på toppen af bakken findes dyssen, hvor kun to af dyssekammerets fire sten er tilbage. Dyssekammeret, hvor også dækstenen mangler, er det eneste, der er tilbage af en lille langdysse. Oprindelig har dyssekammeret med dæksten været dækket af en flad jordhøj omkranset af store randsten. Forskellige tiders stenhuggere har fjernet sten fra dyssen, og jordhøjen er gennem de mere end fem tusinde år, dyssen har ligget i Jonstrup Vang, blevet udjævnet af vejrliget.
Tingstedet er en langdysse. Den findes ved at lave en afstikker fra ruten på ca. 800 meter ad stien ”Måløvvej”. Dyssens randsten er store og velbevarede og danner en kreds, som sandsynligvis har givet dyssen dens navn. En meget stor sten ligger i dyssens midte. Det kan være en stor dæksten, der ligger over et gravkammer. Stenen er forsøgt kløvet med to riller. Kløvningen er ikke lykkedes for stenhuggerne, og stenen ligger nu som en smuk og karakteristisk rillesten.

25. Madses Bakke med langdysse og lindetræer fra urskoven
Lidt før stien ”Skelvej” rammer Skovlystvej kan man følge et dyrespor 125 meter mod vest op ad Madses Bakke. Her findes en af egnens bedst bevarede langdysser, hvor randstenene, højen og gravkammeret er bevarede, se billede. Gravkammerets dæksten er trukket lidt til side, så man kan se ned i graven. Umiddelbart vest for dyssen forløber et hulvejsspor, som tyder på, at dyssen blev bygget ved et oldtidsstrøg. I en af randstenene mod nord har en stenhugger hugget en rille.
Madses BakkeØst for stien (modsat Madses Bakke) ses, blandet med bøge og egetræer, en lille bestand af gamle småbladede lindetræer med ru bark, se billede. Småbladet lind vokser kun få steder i Danmark.
De lindetræer, man ser i dag, er som regel storbladet lind. For omkring 6000 år siden var småbladet lind urskovens almindeligste træ. Lindens bast, laget mellem træets bark og ved, blev brugt til snor og tovværk, og de store lindestammer blev foretrukket, når oldtidsfolket skulle udhugge stammebåde. Lindetræerne i Lille Hareskov er efterkommere fra oldtidens urskov. Skovtræer

26. Harevad
Harevad var et centralt vadested i Hareskovens netværk af oldtidsstier, hvoraf flere fører nedad mod vadestedet over Tipperup Å, se forsidebilledet. På sydøstsiden af nutidens bro ses stenene fra en stenkiste, fra før broen blev rørlagt. Nordvest for broen har der været flere vadesteder – bl.a. er der fundet rester af en grenvase (vad). Her gik i middelalderen Roskildebispens vej fra Vandskelsvejen ved Måløv og videre til Hjortholm ad Kulhusvej. Efter Harevad skilte en nordgående gren sig ud over Hejrebakken mod Lille Værløse og Fiskebæk. Høje og dysser indikerer, at der har været stier siden stenalderen – bl.a. med tilknytning til et bopladsområde på højdedragene mod nordøst mellem Skovlystvej og Fægyden.
Harevad4Harevad Bro over Tibberup Å

27. Langdysser og hulveje ved Hejrebakken
85 meter fra pælen i retning mod Ballerupvej ad den regionale cykelsti 53 med navn Vandværksvej, hvor en større skovsti går til venstre, er der til højre ryddet en passage op ad Hejrebakken. På toppen af bakken, lige før man kommer ud på en sti, ligger til venstre et rektangulært dyssekammer uden dæksten. Svagt anes langdyssens høj og nogle få tilbageblevne randsten.Hejrebakken
Langdyssen ved Hejrebakkens fod ligger ca. 30 meter fra pælen ad stien i modsat retning, dvs. mod Harevad, og 30 meter til højre for stien. Dyssen syner ikke af meget, da den ligger på en lokal flad forhøjning i terrænet. Dyssen er delvis bevaret med randsten og et gravkammer, men uden dæksten (se billede). Antydninger af stenbrolægning på højen indikerer, at højen i oldtiden har været helt brolagt med sten. Sådanne brolægninger er usædvanlige i Danmark, men kendes fra andre dysser i Hareskovene. Umiddelbart før dyssen er der en savgrav (med en pæl til orienteringsløb). I Hareskovene findes mange savgrave; hør nærmere herom på tlf. 99 400 585. Der er et svagt spor efter en stenalderhulvej, som går fra den nedre dysse skråt op over bakken forbi den øvre dysse. Lidt længere fremme, hvor sti 53 krydser stien ”Måløvvej”, ses til venstre oppe på skråningen nogle dybe hulveje. De er yngre end stenalderhulvejen og har været brugt til at forcere højdedraget på vej fra Harevad til Lille Værløse.

28. Søndersø
Søndersø er sammen med Furesøen og Farum Sø en af egnens tre store søer. Søndersø ligger i en tunneldal dannet ved isens afsmeltning. Da isen trak sig tilbage, efterlod den tunneldalen fyldt med is, og da isen smeltede, var søen der, se billede. I jægerstenalderen gav søen med omgivelser gode muligheder for jagt og fiskeri. Mange fine redskaber er fundet ved søen, blandt andet fiskespyd og en stor økse af urokseknogle. Fra bronzealderen er fundet en stor bronzespydspids begravet ved søbredden. I oldtiden har egnens bønder haft deres kvæg på græs på de fugtige enge ved søen.
Søndersø er i dag en fin lokalitet for fugle (nattergal, rørhøg, rørdrum m.fl.; se også fugletavlen her og i fugletårnet). Desuden er der fine blomster på overdrevslokaliteter i nærområderne ved søen.

29. Jonstrup Voldsted
Øst for Værebro Å´s udløb (p.t. rørlagt) fra Søndersø ligger et lille voldsted på en tidligere holm i søen – nu gennemskåret af Perimetervejen. Voldene er faldet sammen, men Nationalmuseet har fundet murstensrester. De indikerer, at der har været en palisadebefæstet gård bygget efter 1150, hvor Hvideslægten havde magten i området med lokalt hovedsæde på Knardrupgård.
Bebyggelsen er antagelig en udflyttergård (på olddansk torp/trup) fra Kirke Værløse, som må være opkaldt efter en af slægtens mange Jon’er (sammensat til Jonstrup) – mest sandsynligt Jon Sunesen, der døde i 1202 i Jerusalem.